Dominica er en østat i den østlige del af det Caribiske Hav på grænsen til Atlanterhavet. Det er en del af de Små Antiller.
Dominica var oprindeligt befolket af carib-indianere; med deres fjendtlige sind formåede disse at holde alle europæiske interesser i ave ind til 1759, hvor englænderne vandt overherredømmet og oprettede en koloni på øen. Siden blev der indført afrikanske slaver til at arbejde i de nyanlagte plantager. Strømmen af udlændinge var med til at reducere indianernes indflydelse, men det er i eftertiden lykkedes cirka 3.000 af deres efterkommere at etablere deres eget isolerede samfund på øen. I 1978 opnåede landet selvstændighed.